Lørdag eftermiddag klokken 13:00 tog 26-årige Nina Liv Brøndum af sted modd Christiansborgs Slotsplads for at deltage i den store folkelige i demonstration til Bella Center. Her skulle hun mødes med flere venner

- På Amagerbrogade bliver der pludselig spærret foran os. Jeg kunne så samtidig kigge bagud og se, at vi også havde politiet bagved og dermed var lukket inde, fortæller hun.

Det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt
Før den historiestuderende Nina Liv Brøndum vidste af det, blev hun tilbageholdt og anholdt af politiet.

- Det kom helt bag på mig. Jeg havde jo ikke gjort noget overhovedet og havde heller ikke set, at nogen andre skulle have lavet noget ulovligt. Jeg sagde til flere betjente, at vi gerne ville igennem, for vi var ikke en del af noget voldeligt optog, men derimod en del af den store fredelige, og vi kunne ikke forstå, hvad der var ved at ske. Men jeg fik intet svar.

På Amagerbrogade måtte Nina Liv Brøndum derfor pænt tage plads som præventivt anholdt på asfalten som en del af dén historiske masseanholdelse af cirka 968 demonstranter, politiet foretog.

Måtte tisse i bukserne
Blandt de anholdte var både unge, der kun lige havde rundet den kriminelle lavalder, ældre mennesker – ligesom en gruppe Hare Krishna-munke endda blev sat med hænderne på ryggen i stribs af politiet.

- Politiet fortalte mig aldrig, hvorfor jeg var tilbageholdt. Det fik jeg først at vide ved en 20:30 tiden – en fem timer efter jeg var blevet anholdt – hvor de første busser begyndte at komme. Min veninde fik heldigvis fortalt, at hun havde dårligt ben, så fik hun lov til at humpe væk, siger Nina Liv Brøndum og fortsætter:

- Men mange af de andre anholdte begyndte efter nogle timer at blive desperate på asfalten. De frøs simpelthen så meget. Der var nogen, som ikke fik lov til at gå på toilettet, og en, der sad ved siden af mig, var nødt til at tisse i bukserne, mens han sad på den frosne asfalt. Så sad han der med våde bukser. En anden fik kramper af kulden og blev kørt væk i ambulance.

Krænkende oplevelse- Det hele var så kaotisk, da vi blev smidt på busserne. Da vi nåede ud til klimafængslet på Retortvej, sad vi og gloede et par timer, før politiet pludselig bare smed os på gaden og sagde, vi kunne skride hjem. Ingen forklaring eller beklagelse. Intet. De fik vores navne, og så kunne vi ellers tage bare gå.
Følelsen, som Nina Liv Brøndum gik med hjem, sidder stadig i hende. Følelsen af uretfærdighed og uværdighed.

- Det var så helt og aldeles absurd et forløb, og jeg føler mig utroligt krænket på en måde. Det kan ikke være i overenstemmelse med menneskerettighederne, at så mange mennesker skal tilbageholdes uden grund og ikke mindst i SÅ lang tid, som der var tale om her.
Derfor var Nina Liv Brøndum allerede dagen derpå, om søndagen, at finde hos Retshjælpens RUSK i Baggesensgade for at klage over anholdelsen.

- Jamen jeg vil ikke acceptere den her behandling, og derfor vil jeg klage over selve tilbageholdelsen, søge erstatning og også bare klare over hele forløbet, som ikke var værdigt, siger Nina Liv Brøndum.

Da Politiklage.dk talte med jurastuderende Marc Jørgensen fra RUSK kun få dage efter hændelsen, kunne han fortælle følgende:

- Vi har fået 600 henvendelser om klager over politiets uberettigede tilbageholdelser og præventive anholdelser, og flere overvejer, om de skal indgive klage. Vi kan i hvert fald hjælpe dem herfra med råd og vejledning i deres mest basale rettigheder – som jeg i hvert fald klart vurderer, er blevet overtrådt her. Vi har forsamlingsfrihed i Danmark.

Foreningen Forældre mod Politibrutalitet er en særdeles aktiv spiller, når det kommer til fremsendte klagesager mod politiet.
I øjeblikket har foreningen omkring 35 klagesager kørende hos Statsadokaten for København.

En af de større klagesager, som foreningen repræsenterer, er i forbindelse med to demonstrationer den 13. januar. De foregik i København og var en protest mod Israels krigshandlinger mod befolkningen i Gaza. De to samme demonstrationer, som blandt andet forårsagede perle/perker sagen. Her indgav foreningen 14 individuelle klager over politiets adfærd over for demonstranterne.

I klagerne bliver politiet beskyldt for lige fra grundlovsbrud til krænkelse af menneskerettigheder, racisme, brug af unødig magt samt uberettiget frihedsberøvelse.

Hører og ser mangt og meget
- Vi har været observatører på politiet ved aktioner og demonstrationer siden 2006. Så vi har jo set og hørt mangt og meget. Det er den ene ting. Der er forhold, vi selv ser, som vi kan klage over personligt, og så er der forhold, vi måske ikke selv ser, men hvor vi så kan støtte op ved at klage sammen med vedkommende det er gået ud over eller på egne vegne.

Sådan lyder det fra Lisbeth Bryhl, som er talskvinde for Forældre Mod Politibrutalitet.

Politiklage.dk møder Lisbeth Bryhl på Støberiet på Blågårds Plads, hvorfra hun og flere andre i foreningen arbejder.
Ifølge Lisbeth Bryhl fører Forældre Mod Politibrutalitet deres sager, fordi det ganske enkelt er nødvendigt – medholdsgraden fra statsadvokaten er ikke høj, så nogen er nødt til at tage kampene.

- Det undrer os i hvert fald, at vi ikke får medhold i flere klager, for nogle af dem har virkelig været veldokumenterede. Vi har sendt billeder og videoer, og jeg ved ikke hvad ind til statsadvokaten. Det undrer mig virkelig. Jo, vi har da fået en enkelt beklagelse over sprogbrug, men ellers er der ikke meget at komme efter.

Politiets ”ånd”
For Lisbeth Bryhl og Forældre mod Politibrutalitet er det særligt vigtigt, at der bliver gjort op med den ”ånd”, som de mener, er mange steder i politiet. En ånd der skader politiet mere, end den gavner.

Hun uddyber:

- Problemet er ånden. Når politiet får den her massive rygdækning af f.eks. statsadvokaten og Rigsadvokaten, at det er stort set umuligt at rejse sigtelse. Det er klart, der er den her hårdfine grænse, at når du har monopol på vold, og det har de jo, hvornår overtræder man så denne grænse? Og det er klart, at kan du gøre dét, uden at det får konsekvenser, hvorfor skulle du så ikke gå den vej? Og når betjentene oven i købet dækker over hinanden – de er konsekvent meget ensartede i deres vidneudsagn i sager.

Borgernes rettigheder er målet
Ifølge Forældre Mod Politibrutalitet er foreningens mål som borgerrettighedsgruppe at sikre borgernes rettigheder. Og det gælder også rettigheden at få behandlet en sag inden for ”en hvis tidsperiode”.

- De er alt, alt for længe om sagsbehandlingen. Det kan simpelthen ikke nytte noget, at fodboldfans der er blevet banket ned af civilbetjente i Parken i 2005, først får afklaring i deres sag i 2009. Det er simpelthen ikke godt nok. Det samme kan jeg sige med vores klager. Den seneste vi har fået svar på, tog to et halvt år.

Foreningen håber, at deres arbejde kan være med til at sætte fokus på uligheden mellem borgere og politi, når det kommer til loven. De tror på, at hvis denne forskel kan minimeres, så vil det være et bedre politi for alle.

- Hvis politiet var på lige fod med alle andre inden for lovgivningen, så ville vi have større tiltro til dem. Større tiltro til systemet. Så er der lige den lille detalje, at politiet selvfølgelig har voldsmonopol, og det kan være utroligt svært at manøvrere inden for dette felt. Missionen er jo ikke bare at hakke på politiet, fordi de nu engang er autoriteter. Den er snarere at sætte fokus på, at selvfølgelig kan det løbe løbsk, når man har så vide beføjelser, og selvfølgelig kan det særligt løbe løbsk, når man altid har rygdækning. Altid. Hvis de i højere grad var lige for loven, ville det minimere hændelserne og sagerne. Det er jeg sikker på.

”Hertil og ikke længere”. Sådan var beskeden til næsten 200 FCK-fans, da de var stået af toget på Brøndbyøster Station d. 31. august 2008.

Ikke mange øjeblikke senere blev rekordmange fodboldfans denne solrige søndag eftermiddag anholdt forud for kampen mod Brøndby og FCK. Rundt regnet 173 anholdte – nogle for vold mod tjenestemænd, mens andre blev anholdt præventivt.

Blandt de præventivt anholdte var 23-årige ’NB’. Han er pædagogmedhjælper og var blandt de 173 FCK-tilhængere, som blev anholdt på perronen i Brøndby.

Politiklage.dk møder NB på en bodega i en sidegade til Fiolstræde i København. Han ønsker at være anonym, da han frygter repressalier fra ”bestemte politifolk”, der kan genkende ham ved fremtidige fodboldarrangementer.

Klik her for at afspille

Fans med billet nægtet adgang
De 173 FCK-fans måtte ganske enkelt ikke komme ind på Brøndby Stadion – og det til trods for at de rent faktisk havde købte billetter i hænderne.

Men fodboldstadioner er opdelt i flere afsnit, så de forskellige fangrupper kan skilles ad. Til fodboldkampe kan man altså købe billetter til bestemte afsnit for eksempelvis Brøndbyfans, et for FCK-fans og et neutralt afsnit.

Disse FCK-fans havde købt til de såkaldt neutrale pladser på Brøndby Stadion.

NB lægger ikke skjul på, at han tilhører en fanfraktion, som er en smule mere yderligtgående end den officielle fanklub.

Klik her for at afspille

FCK-fans som NB og hans venner må ikke opholde sig i den neutrale afdeling. Fodboldtilhængerne er derfor som en lus mellem to negle: Enten registrerer de sig i det etablerede fan-register, eller også kan de ikke se udekampe med FCK.

Da politiet derfor ikke mente, at tilhængerne skulle til fodbold på Brøndby Stadion denne søndag, fik det hovedparten til at trække tilbage op på perronen for at tage hjem igen. Blandt andet NB og hans venner som stillede sig og ventede på det næste tog tilbage til byen.

Men en mindre gruppe af de næsten 200 FC København tilhængere gik imidlertid amok.
En politibil blev brændt ned, og en betjent blev ramt i ansigtet med en flaske og fik slået flere tænder ud.

Dét fik politiet til at erklære samtlige fodboldtilhængere på stedet for anholdt – deriblandt NB og hans kammerater samt mange andre oppe på perronen.

I alt 173 styks – aldrig før er så mange anholdt i forbindelse med en fodboldkamp mellem to danske hold.
En oplevelse som NB husker som alt andet end behagelig, da han og hans venner sad anholdte midt på perronen i 30 grader i timevis – uden vand at drikke.

Klik her for at afspille

Efter over seks timers frihedsberøvelse bliver NB og hans kammerater sat på fri fod dog stadig med en sigtelse på halsen.
Dét fik NB og hans venner til at indgå en skriftlig klage til statsadvokaten for København.

Klik her for at afspille

KRIM kører nu en adfærdsklagesag mod politiet på vegne af NB. Den sag er endnu ikke afgjort.

For NB har klagesagen ikke drejet sig om at få hævn over det politi, han ikke lægger skjul på, han har et anspændt forhold til. For ham har det i langt højere grad drejet sig om at for genoprejsning for noget, han ikke har gjort.

Klik her for at afspille

Under den socialdemokratisk ledede regering vedtog Folketinget i maj 2000 ”maskeforbuddet” (§ 134b), hvilket betød, at personer der maskerer sig eller bare er i besiddelse af genstande, der egner sig til sløring af ansigtet, kan anholdes.

Under den nuværende VK-regering vedtoges forud for EU-topmødet i København en forhøjelse af strafferammen for medvirken til opløb (§ 134a), således at den blev sat op fra seks måneder til halvandet års fængsel.

”Præventive anholdelser” kom i 2004 gennem en ændring af ordensbekendtgørelsen, hvilket betød, at personer lovligt kan tilbageholdes i op til seks timer uden at være sigtet for noget.

2006 var så året, hvor visitationszonerne blev indført. Politiet fik hermed hjemmel til at standse og ransage enhver, der opholder sig inden for en given zone.

Og endelig i år blev Lømmelpakken vedtaget. Den betyder, at politiet kan tilbageholde folk, som de mener, vil lave uro, i 12 timer mod tidligere seks timer. Samtidig er der indført en minimumsstraf på 40 dages fængsel for at forhindre politiets arbejde under uroligheder og bødestraffene for sammenstimlen og gadeuorden sættes i vejret.

Altsammen nye tiltag som sociolog Rene Karpantschof, der har forsket i politivirksomhed, stiller visse udfordringer op for de klassiske retsstatsprincipper.

 - I forhold til beføjelser så er det nye jo, at politiet har fået tilladelse til at lave forskellige former for vilkårlig magtanvendelse over for borgere. De mest kontroversielle, fordi de også er fysiske, er jo visitationszoner, hvor man må stoppe folk på gaden og visitere uden at have mistanke om, at de har gjort noget forkert. Det andet er præventive anholdelser, hvor man kan frihedsberøve mennesker. Spærre dem inde. Et meget krænkende indgreb hvis man har prøvet det. Og det kan man altså gøre uden at sigte folk for noget, og det er et brud med, hvad man normalt opfatter som retssikkerhed i et demokrati, for der skal borgeren også være beskyttet mod, at statsmagten kan bruge vilkårlig magt over for folk. Det kan godt være, der ikke er tale om en henrettelse, men rent principielt er det ret dramatisk. Og den eneste grund til det er ud fra en logik om, at man er nødt til det for at undgå noget, der er værre. Men prisen er altså, at man laver vilkårlige magtindgreb over for også uskyldige mennesker. Og mentalt kan det have en uheldig virkning på folks retfærdighedsfølelse og syn på politiet som til borgeren.

Fokus på subkulturer i politiet
Danmarks politi kontrolleres selvsagt af politikerne. Når medierne stiller spørgsmålstegn ved politiets spørgsmål, når det ofte helt ind bag ved Christiansborgs tykke mure og debattes fra Folketingets valgte.

Et eksempel er Uropatruljen, som blev opløst efter grov opførsel fra flere af civilbetjentene i gruppen under urolighederne den 18. maj 1993. Samme år satte den daværende justitsminister Erling Olsen en stopper for politiets Christianiakampagne samme år. Grunden til dette kunne findes i tv-billeder af en bestemt politigruppe, der kaldte sig ”Christiania Rangers” samt andre betjente iklædt t-shirts med skrifter såsom ”Adolf Hitler. European Tour 1939-45”. Der blev simpelthen grebet ind, da der internt i politiet opstod en særlig uacceptabel kultur.

 I dag mener sociolog Rene Karpantschof, at der kan være langt imellem politikernes kritiske fokus på ordensmagten:
 
- Kun et mindretal i Folketinget i dag, det vil sige Enhedslisten, SF og de Radikale afkræver politiet forklaringer på politiets mere kontroversielle indsatser, og de skal derfor vare sig for ikke at fremstå som sympatisører af kriminelle og ballademagere.

- Det er helt åbenlyst, at særligt denne regering har virkelig dramatisk været med til at udvide beføjelserne til politiet. Og det gælder også på terrorobekæmpelsesområdet, der bliver kritiseret meget for ikke kun at ramme terrorister. Greenpeace var jo eksempelvis nogle af de første, der blev ramt af den første terrorpakke. Overvågningen er også noget af det, der bliver kritiseret mest, men der er også kommet udvidelser i forhold til visitationszoner og administrativ frihedsberøvelser. Og så er den oprustning som startede under den socialdemokratiske regering under Poul Nyrup Rasmussen siden virkelig accelleret, så det er ikke kun den borgerlige regering. Det er et helt nyt politi, vi har og ser i dag.

Oprustning af det danske politi
Ifølge Rene Karpantschof har det danske politi på samme måde som andre landes politikorps i efterkrigstiden udviklet en mere militariseret håndtering af uro.

- Politiet er jo blevet meget udviklet materielt og organisatorisk, så der findes mange forskellige typer politi, og det er jo som udgangspunkt godt, for så har man en stor værktøjskasse, og man kan bruge mange forskellige værktøjer i forskellige situationer. Man har nærpoliti, der er egnet til at skabe tæt kontakt til borgeren, men man har også fået et langt større beredskabspoliti – en reelt stående styrke på Politigården – med panserede vogne, brynjer, tåregasgeværer, osv. Her er meningen, at man langt hurtigere end tidligere kan rykke ud med en tilstrækkelig stor styrke til at stoppe alle former for uro, før det udvikler sig. Men de kører jo rundt i gruppevogne med kampklædte betjente, og de skaber selvfølgelig en noget anden atmosfære i de tider, der nu engang er nogle gange på Nørrebro, hvis der er en optrappet stemning, og de så kører rundt. Vi har generelt et meget kørende politi. Nogle føler selvfølgelig, at det er betryggende, bare de er der – men mange føler sig provokeret og utrygge af det og får i det hele taget et distanceret forhold til politiet, når de ikke er i øjnhøjde.

Jesper Hjortenberg, kan du forstå, hvis nogen har mistillid til jeres uafhængighed af politiet?
- Ja, det kan jeg sådan set godt forstå, at nogen synes. Det er jo en del af det, der er blevet debatteret i årenes løb, om politiklagesager overhovedet burde blive behandlet i anklagemyndigheden. Men vores system er jo bygget op sådan i Danmark, at anklagemyndighed og politi hænger sammen på en anden måde, end man kender det fra andre lande. Det er det basale udgangspunkt. Og hvis man vil ændre på det, så skal man i virkeligheden ændre hele systemet.

Påvirker tilhørsforholdet til politiet jeres arbejde på nogen måde?
- Nej det gør det sådan set ikke. Når man ser det udefra, kan man tænke, at politi og anklagemyndighed stort set er det samme. Og når man læser aviser, læser man nogle gange, at politiet gør det ene og politiet gør det andet, selvom det måske i virkeligheden er anklagemyndigheden, der gør det. Det er klart, det er svært for offentligheden at se forskel på de her ting. Men det er ikke noget problem i dagligdagen og det er også min opfattelse, at uanset hvilket organ man indsatte til politiklagesager, ville resultatet blive det samme som det det er i dag, fordi sagerne behandles på et sagligt og objektivt grundlag jævnfør retsplejeloven. Der foretages bevisvurderinger, som er almengyldige for alle straffesager og adfærdssager i virkeligheden.

Kan I abstrahere fra jeres samarbejde med politiet, når det er dem, der er på anklagebænken?
- Det er ikke noget problem. Vi føler os hverken afhængige af politi eller Justitsministeriet for den sags skyld. Man kunne næsten godt ønske sig, at der nogle gange var nogle, der lyttede med under diskussionerne om sagerne hos os, fordi der er altså ikke noget ønske om en særlig politivenlig vinkel. Vi forsøger at holde os til det, der er kendsgerningerne og er ikke bange for at rejse kritik.

Hvilke rettigheder har en politimand?- Han har de samme rettigheder som alle andre i en sag af denne type. Hvis han udsætter sig selv for straf eller udsætter sig for at blive draget disciplinært til ansvar, så har han ret til at nægte at udtale sig. Men det er ikke vores oplevelse at politipersonale generelt ikke vil udtale sig.

Ville det ikke være bedre med anden myndighed til politiklagesager?- Der findes jo kun én anklagemyndighed i Danmark. Det er næppe hensigtsmæssigt med særanklagemyndigheder og det er det, der har været grundsynspunktet i udvalget. Det bør man efter min opfattelse stå fast på. Det drejer sig her om politipersonale, næste gang vil man sige, hvorfor har man ikke en særmyndighed for lægesager. Vi mener, det er en fordel, at vi som myndighed, der er vant til at træffe den slags afgørelser og vurdere bevismaterialer, der afgør tiltalespørgsmålet også i sager vedrørende polititjenestemænd. Netop fordi politifolks rettigheder og de her sager behandles på lige fod med andre sager.

I episoder mellem borger og politi er det i mange tilfælde mest politifolk, der har overværet episoden.
Og dét er ifølge flere forsvarere et problem. For det eneste, der i de gældende regler står om politifolkenes pligt til at medvirke til sagens oplysning, er § 1019 d om, at indklagede (læs: politimanden) ikke har pligt til at afgive forklaring til statsadvokaten, hvis forklaringen antages, at ville udsætte indklagede for straf- eller disciplinæransvar. Og dét selv om andre offentligt ansatte har udtalepligt over for overordnede i den slags tilfælde.

Svært for klager at dokumentere
Polititjenestemænd har altså ikke som andre offentligt ansatte pligt til at medvirke til opklaring af, om en klager har ret.

Og dét har forsvarer Bjørn Elmquist meget erfaring med. Det kan derfor ifølge ham være endog meget svært at dokumentere en klagers side af sagen.

Klik her for at afspille Björn Elmquist

Ifølge Bjørn Elmquist har kollegaer til en indklaget politimand ofte ringe eller slet ingen villighed til at bidrage til sagens oplysning.

Klik her for at afspille Björn Elmquist

Vidneudsagn forbedret de seneste år
Til gengæld er de vidneudsagn, der kommer fra civile i de seneste år blevet markant forbedret.

Danskerne er begyndt at bruge deres mobiltelefon til at føre bevis for uretfærdige episoder med politiet. Optagelser lavet med mobiltelefon med indbygget kamera er derfor begyndt at dukke op som beviser, når danskerne klager til statsadvokaterne over politiet.

Tre ud af landets seks statsadvokater har det seneste år haft sager, hvor optagelser foretaget med mobiltelefon har indgået i efterforskningen.

Politiforbundet har udtrykt skepsisme over for amatøroptagelserne som bevisførelse i sagerne. Her er holdningen, at optagelserne meget sjældent viser optakten til en voldsom anholdelse. Episoderne kan derfor være revet ud af kontekst.

Politiklage.dk bringer her et interview med Hanne Reumert

Hvordan skal og bør man klage over politiet, mener du?

- Der indgives klager til politi eller statsadvokaten, og så kan man så vælge om man vil tage kontakt til en advokat. Fordelen er, at man hos en advokat får en vurdering af sagen, en vejledning i hvad man egentlig kan klage over, hvor lang tid det tager, og om hvad der overhovedet kan betale sig at klage over.

Hvad er din oplevelse, at folk vil have ud af en klage over politiet?

- De vil hovedsagligt have oprejsning og føle retfærdighed. De vil gerne have, at systemet siger, at det de var udsat for ikke var retfærdigt. De fleste af mine klienter omtaler slet ikke spørgsmålet om straf. Jeg anmelder ikke strafbare forhold – jeg indgiver klagen.

Hvad er det typisk, at der klages over?

- Klager er et vidt spektrum. Folk klager over alt fra at være blevet slået med knipler, bidt af politihunde, til at have siddet på jorden i lang tid, har været påført strips/håndjern for længe, måden man bliver talt til på (…) der findes et utal af klager. Det kan være politiet bankede ens dør ned, ransagede uden grund, eller at politiet uberettiget beslaglagde effekter.

Hvad skal man som klager være opmærksom på?

- Efter min mening skal man ikke anmelde et strafbart forhold med mindre, man er hundrede procent sikker. Hvis man mener, at en politimand har slået en med vilje, så kan det være en opfattelse, men måske har betjenten bare brugt nødvendig magt. Og det har han jo lov til. Og derfor skal man ikke indgive klagen for et strafbart forhold, men blot indgive en klage.

Hvad skal man forvente kan blive svært ved at klage?

- Det svære ved at klage er, at de fleste episoder foregår i politiets varetægt. Dvs. at de eneste vidner tilstede er dem, klienten klager over. Hvis klienten fortæller, at han er blevet udsat for noget, som de involverede betjente benægter er sket, vil statsadvokaten nok slutte sagen, hvis der ikke er andet belæg for at tro på beskyldningerne. Man kunne måske så tro, at det er en klassisk ord mod ord situation, men det er det så ikke alligevel; fordi det er jo ikke bare ord mod ord. Politimanden har kollegaer, der også har set det og støtter det han siger, og derfor kan man da godt forstå, at statsadvokaten tror på dem. På den anden side kan man sige; hvorfor klager manden? Det er der vel en grund til. De fleste ville alt andet lige ikke gøre det, medmindre der var noget, de følte ikke var gået ordentligt til.

Hvad dækker begrebet ”Boomerangeffekten” over?

- Ordet henviser til en norsk undersøgelse om vold i Norge. Da man fandt ud af, at mange i Bergen havde været udsat for vold, men ikke meldt det, fordi det var politifolk, der havde gjort det. Så førte man sager mod disse folk for falsk anmeldelse. Hvis en klager kommer med oplysninger om en betjent eller flere, som viser, at dette kunne være strafbart, og efterforskningen så viser, han lyver, så kan han risikere en tiltale for falsk anmeldelse. Derfor jeg siger, man ikke skal gøre historierne bedre end de er.

Hvad er forskellen på en adfærdsklage og en dispositionsklage?

- Efter min mening er dispositionsklager klager over noget, som politiet lovligt kan gøre, men som klageren i situationen synes var forkert. Adfærdsklager vedrører den enkelte betjents adfærd, f.eks. hvis han overtræder loven eller misbruger de magtbeføjelser, som politiet har som sådant osv. Statsadvokaten er ikke enig med mig i dén betragtning dog.

Politiklage.dk bringer her et 20 minutter langt dybdegående radiointerview med Claus Bonnez.

Klik her for at lytte til Politiklage.dk’s interview med forsvarer Claus Bonnez

Politiklage.dk bringer herunder nogle af hovedpunkterne i Claus Bonnez og KRIM’s pointer og kritik vedrørende den danske politiklageordning

Klager over politiet – Retsplejelovens kapitel 93 b og c – menneskerettighedsdomstolens beviskrav
Kommer personer til skade som følge af politiets magtanvendelse, skal en medlemsstat efter fast praksis hos den europæiske menneskerettighedsdomstol sandsynliggøre, at magtanvendelse i det valgte omfang var nødvendig. Praksis, som er vist med mange eksempler i Landsforeningen KRIMs database, viser, at det ofte er svært for medlemsstaterne at løfte denne bevisbyrde, og at de derfor ofte dømmes for krænkelse af EMRK artikel 2 eller artikel 3.

Se som eksempel sagen Necdet Bulut mod Tyrkiet, der har app. nr. 77092/01, og som blev afgjort ved EMD den 20. november 2007.

Klager om politivold skal undersøges grundigt og normalt domstolsprøves – selv med bagatelagtige skader
I afgørelsen Trajkoski mod den tidligere Jugoslaviske republik, Makedonien, (sagsnummer 13191/02) afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 7. februar 2008, fandt EMD, at vidner, som klageren havde bedt om at få ført, burde være afhørt. Statsadvokaten og retten havde kun afhørt de indklagede polititjenestemænd. EMD fandt, at EMRK artikel 3 var krænket. EMD fandt det ikke bevist, at skaderne på klienten hidrørte fra overdreven magtanvendelse, idet forskellige lægeudtalelser på afgørende måde modsagde hinanden. Det var således alene manglen på effektiv efterforskning, der førte til, at artikel 3 ansås for krænket. Klageren havde fået ganske få og meget overfladiske skrammer efter at være blevet smidt ud fra forhallen på en politistation.

I sagen Afanasyev mod Ukraine, afgjort den 5. april 2005 under sagsnummer 38722 af EMD gjorde klageren gældende, at han under afhøring hos politiet var blevet slået adskillige gange. Han blev løsladt efter 3 dages fængsling og blev undersøgt af en læge 3 dage efter episoden. Han blev senere undersøgt flere gange. Ved en af undersøgelserne fandt læge, at skaderne kunne være påført klageren som påstået af denne. Klageren havde været sigtet for bedrageri. Da han efter løsladelsen erfarede, at medgerningsmanden havde erkendt, erkendte han sig også skyldig og blev senere dømt for bedrageri.

EMD fandt at der var sket en krænkelse af artikel 3, idet myndighederne ikke kunne godtgøre, at skaderne ikke var påført klageren af politifolk (se afgørelsens §§ 59-66).

Endvidere fandt EMD, at der var sket en krænkelse af artikel 13 på grund af utilstrækkelig efterforskning i anledning af klagen. EMD udtalte i afgørelsens § 76: “EMD bemærker, at de nationale myndigheder som følge af klagen indledte en overfladisk undersøgelse og kun afhørte de personer, som klageren havde fremsat sine beskyldninger imod. Myndighederne tog polititjenestemændenes benægtelser for pålydende og nægtede at indlede straffesag mod dem på trods af klagerens udtalelser og de skader, som det var ubestridt, at han havde”.

Uoverensstemmelse mellem tekniske beviser og politifolks forklaringer (bevisvurdering ved EMD)
I sagen Necdet Bulut mod Tyrkiet, sagsnummer 77092/01, blev Tyrkiet ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 20. november 2007 dømt for krænkelse af EMRK artikel 3 for at have skudt mod en person, der var blevet såret i benet som følge af skuddet.

Politimanden hævdede, at at han skød mod personen, der skulle anholdes, fordi denne angiveligt havde skudt mod betjenten. Af § 26 i afgørelsen fremgår det blandt andet, at EMD fandt det bemærkelsesværdigt, at kuglens retning indikerede, at klageren ikke havde ansigtet mod politifolkene, da han blev ramt. EMD fandt således, at klageren næppe havde skudt mod politifolkene i det øjeblik, hvor betjenten havde skudt, som denne havde hævdet. EMD udtalte om dette nærmere: “Finally, the Court also finds it noteworthy that the bullet trajectory indicates that the applicant was not facing towards the police officers when he was hit (see paragraph and that consequently he could not have been shooting at the police officers, at least at that precise moment, as the Government suggested.”

Vægtningen af politifolkenes benægtelser under sager mod politifolk
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har i mange år fulgt det udgangspunkt, at domstolen overlader bevisbedømmelsen til national ret. I de senere år har domstolen dog i sager, hvor Domstolen har undersøgt, om EMRK. artikel 2 eller EMRK. artikel 3 kan være krænket, i meget vidt omfang foretaget en egentlig bevisvurdering. I Zelilof mod Grækenland (app. nr. 17006/03) fandt EMD anledning til at kritisere bevisvurderingen i et tilfælde, hvor en medlemsstats domstole havde lagt mere vægt på nogle polititjenestemænds forklaring end på nogle borgeres forklaring, da borgerne skulle straffes for vold mod politiet. I denne sag udtaler EMD blandt andet, at der ikke var anvendt samme standarder ved bedømmelsen af politifolkenes og af de civiles forskellige forklaringer om, hvad der var foregået. EMD kritiserede blandt andet, at de nationale myndigheder havde lagt vægt på, at de civiles forklaringer kunne være et led i en taktik i forhold til den ventende straffesag mod dem. EMD fandt, at politifolkene kunne have haft en tilsvarende interesse i at udtale sig taktisk i forhold til en mulig disciplinærsag mod dem. Domstolen fandt, at de nationale myndigheder ikke havde noget grundlag for at konkludere, at de civiles forklaringer var mere “subjektive” end politifolkenes. (afgørelsens § 60).

I sagen Muradova mod Azerbaijan, som Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) afgjorde den 2. april 2009 under sagsnummer 22684/05 udtaler EMD sig meget klart om nationale myndigheders pligt til ikke at overvurdere betydningen af vidneudsagn fra polititjenestemænd, der er indklaget for vold mod borgere, eller som er kolleger til indklagede polititjenestemænd.

I sagen Dzwonkowski mod Polen, sagsnummer 46702/99, afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 12. april 2007, fandt EMD, at der var sket en krænkelse af artikel 3. Den 13. juni 1997 var politiet blevet tilkaldt, fordi nogle unge mennesker lavede uro foran en døgnkiosk. Da politiet ankom, forsøgte nogle af de tilstedeværende, herunder klageren, at undløbe. Politiet fik anholdt klageren.

Klageren havde efterfølgende fået brud på næsen, hånden, kæben og ved siden af sin højre øjenhule. Han klagede efterfølgende og påstod, at han havde været udsat for vold fra politiet. Politifolkene hævdede, at de kun havde anvendt den fornødne magt til at passivisere klageren. to af klagerens venner understøttede klagerens påstand om, at politiet havde slået ham.

Lægelige udtalelser kunne ikke udelukke, at skaderne var opstået som forklaret af klageren. De kunne på den anden side ikke udelukke, at skaderne kunne være opstået som forklaret af politiet.

EMD kritiserede blandt andet, at de nationale myndigheder tillagde udsagn fra politifolkene om, at klageren havde påført sig selv skaderne ved at slå hovedet ned mod en kantsten, nogen vægt, idet en sådan adfærd fra klageren efter EMDs opfattelse forekommer usandsynlig, idet skadernes antal talte mod, at noget sådant skulle være sket (§ 64).

I § 65 kritiserede EMD, at anklagemyndigheden “betingelsesløst” lagde politifolkenes forklaringer til grund for en afgørelse uden at tage hensyn til det forhold, at de havde en åbenbar interesse i sagens udfald og i at minimere deres eget ansvar.

EMD fandt, at både den materielle del og den processuelle del af artikel 3 var krænket. EMD henviste som sædvanligt til, at bevisbyrden hviler på medlemsstaten, når en borger, der ikke har fysiske skader, inden denne frihedsberøves af myndighederne, har sådanne ved løsladelsen. Kan medlemsstaten ikke løfte bevisbyrden, anses artikel 3 for krænket. Endvidere ansås medlemsstatens efterforskning af episoden ikke for tilstrækkelig omhyggelig, hvorfor artikel 3 også af denne grund var krænket.

Krænkende kropsvisitationer
I Wieser mod Østrig, der har app. nr. 2293/03, og som blev afgjort af EMD den 22. februar 2007, anså EMD artikel 3 for krænket i en sag, hvor en borger var blevet helt afklædt, da han skulle kropsvisiteres for våben i sit eget hjem forud for en anholdelse. Medlemsstaten havde givet ham erstatning og anerkendt en krænkelse af artikel 3, fordi han ikke havde fået lov til at skifte tøj, efter at klageren havde tisset i bukserne som følge af forskrækkelse over anholdelsen.

Politiets brug af håndjern
Folketingets Ombudsmand har i FOB.1995.182 taget stilling til en sag, hvor Landsforeningen KRIM klagede over, at Gladsaxe Politi benyttede håndjern under transport af en indsat, uden at der forelå konkrete holdepunkter, som kunne begrunde dette. Gladsaxe Politi modtog i udtalelsen kritik fra ombudsmanden, der blandt andet fandt, at der ikke forelå “det fornødne grundlag” for politiets beslutning.

I afgørelsen “Mouisel mod Frankrig (app.nr. 67263/01 fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, at der forelå en krænkelse af EMRK, artikel 3, i et tilfælde, hvor håndjern var anvendt, uden at der var konkrete grunde til at antage, at der forelå “significant danger of his absconting or resorting to violence” (§ 47).

18. marts 2008 har Folketingets Ombudsmand under journalnummer 2007-0149-611/CBR afgjort en sag, hvor Landsforeningen KRIM havde klaget over, at Østjyllands Politi i Randers den 25. september 2006 benyttede et såkaldt “transportbælte” under transport af en kvindelig varetægtsfange mellem Arresthuset i Aalborg og Retten i Randers. Ombudsmanden rejste kritik af politiet og statsadvokaten i den konkrete sag, fordi begge efter ombudsmandens opfattelse ikke havde gjort sig tilstrækkeligt bekendt med reglerne om brug af håndjern og transportbælte. Af afgørelsen kan forudsætningsvist udledes, at ombudsmanden næppe skelner mellem håndjern og transportbælte.

Dødsfald i politiets varetægt, under anholdelse mv.
Grækenland blev den 8. januar 2009 i sagen Leonidis mod Grækenland, sagsnummer 43326/05, anset for at have krænket Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2. En ung mand, der skulle anholdes af det græske politi, gjorde ifølge politiet, da han skulle belægges med håndjern, et pludseligt udfald mod en af betjentene. Betjentes tjenestepistol gik af ved en fejl, og den anholdte afgik ved døden. Den unge mand havde ifølge politibetjenten stukket en hånd ind under sin jakke under flugt til fods, og det havde betjenten, der løb bag ham, tolket således, at manden ville fremdrage et våben. Derfor havde betjenten taget pistolen frem og havde peget på den unge mand men uden at skyde. Det var således på grund af den unge mands pludselige udfald, at våbenet ved en fejl gik af.

De græske myndigheder rejste straffesag mod politimanden, der dog blev frifundet. Den unges pårørende rejste erstatningskrav mod staten ved de nationale domstole og fik tilkendt erstatning, idet man fandt, at betjenten havde handlet skødesløst. EMD fandt, at der var sket en krænkelse af artikel 2’s substantielle del, idet betjenten under de konkrete omstændigheder ikke burde have taget våbenet frem. Grækenland blev derimod frifundet for krænkelse af artikel 2’s krav om effektiv undersøgelse, idet undersøgelsen ved de nationale myndigheder havde været tilstrækkeligt effektiv. Der var dissens fra en dommer, som fandt, at undersøgelsen ikke havde været tilstrækkelig omhyggelig, og at artikel 2 derfor også af denne grund var krænket. Klageren fik ikke tilkendt godtgørelse, idet EMD fandt, at godtgørelsen tilkendt ved de nationale domstole (80.000 EUR) var tilstrækkelig. EMD fandt, at han havde fået rimelig oprejsning ved konstateringen af, at der var sket en krænkelse. Også i denne sag præciseres det, at udbetaling af godtgørelse ikke er tilstrækkelig for en medlemsstat til at undgå, at der statueres krænkelse af artikel 2, hvis ikke der også har været en effektiv undersøgelse af omstændighederne ved dødsfaldet, og hvis ikke der er foretaget en strafferetlig undersøgelse mod politifolk, der kan mistænkes for strafbart forhold.

I en anden sag ved EMD (Ognyanova og Choban mod Bulgarien – sagsnummer 46317/99) fra 2006, hvor det er uvist, om en anholdt, der var afgået ved døden i politiets varetægt, var faldet ud af vinduet eller var blevet skubbet ud af vinduet, medens han var til afhøring på 3. sal på en politistation, lægger EMD blandt andet vægt på, at den ene af de tilstedeværende polititjenestemænd havde en fordel (”gain”) ved at hævde, at der var tale om selvmord eller en ulykke. Blandt andet fordi polititjenestemændene havde ændret forklaring flere gange under sagens efterforskning, fandt EMD, at EMRK. artikel 2 var krænket. I § 110 kritiserer EMD, at medgerningsmanden, som havde stået ved afhøringsværelset, da episoden fandt sted, kun blev afhørt en gang af de indklagede myndigheder, idet han er “det eneste vidne, som ikke er ansat i politiet”. Bemærkningerne i § 110 er svære ikke at forstå således, at vidneudsagn, der kommer fra personer uden tilknytning til politiet, bør tages alvorligt, i sager, hvor der foretages undersøgelser mod polititjenestemænd, idet sådanne vidner ikke kan antages at have samme interesse i sagens udfald som de implicerede polititjenestemænd.

Kritik af den danske politiklageordning
Europarådets menneskerettighedskommissær har i 2004 og igen i 2007 i Memorandum to the Danish Government af 11. juli 2007 udtalt kritik til den danske regering af, at politiklageordningen i Danmark ikke er tilstrækkelig effektiv, og at undersøgelserne af klager over politiet ikke foregår i et forum, der er tilstrækkelig uafhængig af politiet.

Politiforbundet i Danmark har i tiden med det nuværende politiklagesystem været godt tilfredse med, hvordan systemet og sagerne er blevet behandlet. Og betragter politi og statsadvokaten som to uafhængige instanser selvom der i forholdet samarbejdes tæt i forbindelse med blandt andet opklaring af straffesager.

Klik her for at afspille lydklip

Peter Ibsen vedkender dog det beklageligt og stadigt stigende antal klager over politiet, som hvert år dumper ind ad brevsprækken hos statsadvokaterne landet over.

Klik her for at afspille lydklip

Overordnet set mener Peter Ibsen dog, at danskerne kan være tilfredse med deres politi, som han dog selv mener stadig kan blive endnu bedre.

Justitsminister Brian Mikkelsens bud på en ny klageordning over politiet bygger på ideen om en myndighed, Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som skal overtage statsadvokaternes nuværende rolle som efterforskere af sagerne.

Den nuværende ordning hvor landets statsadvokater undersøger klager over og efterforsker sager mod politifolk, har i mange år været skarpt kritiseret af blandt andet Retspolitisk Forening, Amnesty International og flere retsordførere. Som Enhedslistens retsordfører Line Barfod.

Line Barfod mener, at en ny klageordning er et fornuftigt initiativ, men der er stadig problemer – såsom at det stadig er statsadvokaten, der bestemmer, om der skal rejses sag mod politifolk. 

Klik her for at lytte til Line Barfods syn på problemerne

Lovforslaget til et nyt politiklagesystem kommer af en betænkning i april fra et udvalg, som siden 2006 har arbejdet med forslag til en nye politiklageordning.

Debatkultur og behandlingstid
En ordning det er Line Barfods håb også er med til at gøre op med flere centrale problematikker såsom behandlingstiden af sagerne.

Klik her for at lytte til Line Barfods syn på klagesagers behandlingstider

Det er også Line Barfods håb, at en ny klageordning kan være med til at sætte fokus på hele debatkulturen i Danmark omkring politiet.

Klik her for at lytte til Line Barfods syn på debatkulturen omkring politiet i Danmark

Vil have forskning i politikultur
I SF er retsordfører Karina Lorenzen også umiddelbart positiv over for lovforslaget, men har stadig sine forbehold…

Klik her for at lytte til Karina Lorentzens syn på problemerne

En Ph.D.-afhandling fra 1999 finansieret af Rigspolitiet selv og skrevet af antropologen Lars Holmberg fra det juridiske fakultet på Københavns Universitet, viste, at politifolks adfærd i det daglige arbejde, kunne være præget af stærke fordomme.

Afhandlingen er udkommet i bogform – ’Inden for Lovens Rammer’ – hvor Lars Holmberg beskriver sine iagttagelser fra den storkøbenhavnske politikreds i Glostrup gennem otte måneder. Her kunne han konstatere, at politiet arbejdede ud fra to kategorier af mennesker: ”Røvhuller” (det vil sige de kriminelle, eller folk der ligner kriminelle) og så ”Hr. og Fru Danmark” (de gode danske borgere).

Holmberg konkluderer blandt andet, at
- ”Politiets mistanke til særlige typer viser sig ofte ubegrundet. I fire ud af fem tilfælde hvor betjente på eget initiativ standser en person eller bil på gaden, fører det enten til ingenting eller kun til en påtale. Men det er, gør betjentene klart, folks egne fejl, når de ’absolut skal se sådan ud’.”
- ”Politiets forhold til udlændinge er et helt kapitel for sig. Politifolkene er bestemt ikke nødvendigvis racister, men udlændinge er snarere en ’væsentlig kilde til irritation’ blandt andet funderet på en forkert, men blandt politifolk tilsyneladende udbredt forestilling om, at hovedparten af dem er kriminelle.”

En universitetsrapport fra 2007 om forholdet mellem politiet og unge indvandrere peger ligeledes på, at især én bestemt type af betjente med ”ringe pædagogiske og diplomatiske evner”, og som i stedet kendtegnes ved et kommanderende sprogbrug og kort lunte til magtanvendelse, volder problemer i dette møde.

Derfor mener SF, at der ikke bare må lægges låg på udviklingen af mange klagesager over politiet, fordi en ny politiklageordning er på vej – der bør iværksættes forskning i, hvilken kultur der hersker internt i politiet for at komme til bunds i problemerne.

Klik her for at lytte til SFs forslag til forskning