Af Gorm Toftegaard Nielsen, professor i strafferet, Aarhus Universitet

Efter flere års kritik i pressen af behandlingen af nogle konkrete sager vedrørende politiet besluttede justitsministeren i oktober 2006 at nedsætte et udvalg til vurdering af den gældende ordning for behandlingen af disse sager.

Dette udvalg afgav i februar 2009 betænkning nr. 1507.

Til brug for udvalgets arbejde udarbejdede Aalborg Universitet en brugerundersøgelse af politiklagesystemet. Undersøgelsen viste bl.a., at der blandt klagerne var en klar overrepræsentation af ressourcestærke personer. De fleste klager vedrørte politiets tiltaleform osv., mens kun 15 % vedrørte hårdhændet behandling. Kendskabet til klagesystemet var blandt klagerne meget begrænset.
Et flertal udtrykte utilfredshed med sagsbehandlingen. Det er tydeligt, at klagernes mulighed for at afgive forklaring om den påklagede situation var meget væsentlig for dem. Kun 6 % af klagerne havde forventet, at statsadvokaten ville undersøge deres klage. Næsten halvdelen af klagerne ville i øvrigt have foretrukket en uformel samtale med en overordnet politimand og en kort sagsbehandlingstid frem for det forløb, de oplevede.

Den Uafhængige Politimyndighed
I kommissoriet blev udvalget pålagt at overveje, om det var muligt inden for rammerne af det nuværende system at lave en ordning, der i endnu højere grad ville sikre befolkningens tillid til sagsbehandlingen, f.eks. ved en styrkelse af politiklagenævnenes kompetence. Et mindretal i udvalget var tilhænger af denne løsning, men flertallet fandt det nødvendigt at ændre ordningen mere radikalt ved oprettelsen af et nyt organ:
Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
Dette skete dels med henvisning til den ovenfor nævnte undersøgelse fra Aalborg, hvor et overvældende antal af svarene gik ind for et organ uafhængigt af justitsministeriet og politiet. Også internationalt synes udviklingen at gå i denne retning, hvilken løsning i øvrigt er særligt nærliggende i Danmark, fordi vi sammen med Norge er et af de meget få lande, hvor politi og anklagemyndighed ikke er adskilt, men på lokalt niveau begge har politidirektøren som leder. En betydelig del af kritikken mod det gældende system har netop været, at statsadvokaterne i deres daglige arbejde er for tæt på politiet til, at de kan betragtes som uvildige.

Politiklagemyndighedens ene hovedopgave er at undersøge og afgøre klagesager, men naturligvis kan myndigheden efter forslaget også tage sager op af egen drift.

Den anden hovedopgave er efterforskning af straffesager. Det centrale problem var her, om politiklagemyndigheden skal overtage straffesagerne helt, således at myndigheden både efterforsker, afgør tiltalespørgsmålet og fører sagerne i retten. En sådan ordning findes i Norge.
Et udvalg i Sverige blev bedt om at udarbejde reglerne for et sådant organ, men frarådede i 2007 at oprette et sådant organ. I begge lande vedrører ordningen kun straffesager og ikke klagesager.
I England oprettedes i 2004 The Independent Police Complaints Commission, der undersøger klager over politiet vedrørende strafbare og andre forhold, men ikke har anklagekompetence. Udvalget var enigt om at lade spørgsmålet om tiltale og behandlingen af sagerne i retten forblive hos statsadvokaterne. Dog således, at politiklagemyndigheden ved fremsendelsen af straffesagerne til statsadvokaten giver en redegørelse for efterforskningen og kan udtale sig om beviserne. Man kan naturligvis hævde, at befolkningens tillid til systemet ville øges, hvis også tiltalespørgsmålet blev afgjort af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
Udvalget fandt, at betænkelighederne ved en sådan specialanklagemyndighed er betydelige. Skulle ordningen have en effekt, skulle det være en øget tiltalerejsning mod politipersonalet. Dette kan med meget stor ret hævde, at frifindelsesprocenten i disse sager allerede i dag er så høj, at der ikke er rimelighed i at føre flere retssager.

Politipersonalet kan også hævde, at det ville være en svækkelse af dets retssikkerhed.
Sammen med efterforskningen af straffesager overtager Den Uafhængige Politiklagemyndighed efter forslaget den pligt, statsadvokaterne i dag har efter rpl. § 1020 a, stk. 2, til at iværksætte efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Denne pligt gælder, uanset om der er rimelig formodning om, at der foreligger et strafbart forhold.

I den gældende ordning indgår et lægmandselement i kraft af sammensætningen af politiklagenævnene. Afgørelserne i den foreslåede politiklagemyndighed træffes uden deltagelse af læge medlemmer. I stedet foreslås, at politiklagemyndigheden ledes af et politiklageråd med en landsdommer som formand og 4 andre medlemmer: En advokat, to repræsentanter for offentligheden og en universitetslærer i retsvidenskab.
Medlemmerne beskikkes for 4 år og kan kun genbeskikkes en gang. Den daglige drift ledes af en direktør, der udnævnes og afskediges af Justitsministeriet efter indstilling fra Politiklagerådet. Rådet har alene det overordnede ansvar for myndighedens virksomhed. Det er ikke meningen, at rådet skal træffe afgørelse i de konkrete sager, men det er forudsat i betænkningen, at rådet kan behandle og afgøre konkrete sager, f.eks. pga. deres principielle karakter. Udvalget forudsætter, at myndigheden ud over direktøren har en souschef og et antal yderligere juridiske medarbejdere med en vis erfaring. Desuden bør der være en eller flere efterforsknings¬ledere og et antal faste efterforskere (vel 5-10).
Det forudsættes, at antallet af efterforskere ikke bør have et omfang, så politiklagemyndighedens eget personale vil kunne klare enhver spidsbelastning. Tværtimod forudsættes, at myndigheden vil kunne opnå bistand fra Rigspolitiet, Nationalt Efterforskningscenter og Rejseholdet, jf. § 1019, stk. 2. Udvalget har ikke foreslået regler vedr. efterforskningspersonalet, herunder om uddannelsesmæssig baggrund eller om behov for en karantæneperiode for tidligere politifolk.

Behandlingen af klagesager
Oprettelsen af Den Uafhængige Politiklagemyndighed vil medføre, at en betydelig del af de afhøringer, der i dag foretages af chargerede jurister hos statsadvokaterne, i fremtiden vil blive foretaget af politiuddannede efterforskere, som meget muligt både vil være billigere og bedre til at varetage denne opgave.
Reguleringen af klagesagerne er i forslaget mere omfattende end i dag. Udvalget foreslår indført en egentlig 6-måneders klagefrist, som politiklagemyndigheden dog kan se bort fra i særlige tilfælde. I dag kan klagemyndigheden afvise at behandle en klage, der er mere end 6 måneder gammel, men det kræver en konkret begrundelse. Efter forslagets § 1019 kan politiklagemyndigheden endvidere afvise en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke er grundlag for at indlede eller fortsætte en undersøgelse. Fordelen ved denne regel er, at der i disse tilfælde alene skal gives en kort sagsfremstilling.

En væsentlig ændring er, at notitssagsbehandlingen, der i dag ikke er lovhjemlet, reguleres i retsplejeloven. Efter forslagets § 1019 k kan en adfærdsklagesag sluttes ved en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren. Forudsætningen er, at klageren er indforstået med denne behandling, at denne fremgangsmåde skønnes hensigtsmæssig, og at sagen ikke er for alvorlig til denne fremgangsmåde. Det sidste fremgår ikke direkte af bestemmelsen, men i stk. 3 anføres, at hvis der indhentes en udtalelse fra indklagede, kan der ikke senere pålægges ham en disciplinær sanktion. Notitssagsbehandlingen har mængdemæssigt spillet en stor og stigende rolle i de sidste 10 år. I 1997 blev 45 sager (14 % af indgivne klager) afgjort på denne måde. I 2007 var tallet 147 sager svarende til 32 % af de indgivne klager. Udvalget har på denne baggrund fundet det naturligt, at denne behandlingsmåde finder udtryk i retsplejelovens regler. Ordningen har været en succes som en effektiv, hurtig og let måde at få løst en række mindre adfærdssager på. Udvalget har fundet, at området for notitssagsbehandling kan udvides uden væsentlige betænkeligheder. Klagerens interesser tilsidesættes ikke, da ordningen kun anvendes, hvis klageren ønsker det. Politimanden sikres beskyttelse ved nævnte stk. 3.
Udvalget har også skelet til, at Aalborg-undersøgelsen viser, at undersøgelserne i klagesystemet langt overstiger, hvad vedkommende havde forventet, og at over halvdelen af dem, der svarede, oplyste, at de frem for det klageforløb, de oplevede, ville have foretrukket en uformel samtale med en overordnet politimand og således en hurtig afgørelse af sagen. I dag anvendes notitssagsbehandling f.eks. vedr. klage over ukorrekt fremgangsmåde i tjenesten eller anden ukorrekt optræden, men udvalget finder, at behandlingen også kan anvendes f.eks. ved klager over hårdhændet behandling i forbindelse med en anholdelse. Dog naturligvis forudsat, at indklagedes adfærd ikke giver anledning til at overveje et strafansvar eller en alvorlig disciplinær sanktion. Der er efter forslaget intet krav om, at indklagede deltager i samtalen, så dette er hverken nødvendigt eller udelukket. Notitssagsbehandlingen afsluttes med, at den overordnede polititjenestemand udarbejder en notits, som sendes til politiklagemyndigheden, således at denne løbende kan følge, i hvilke sager notitssagsbehandlingen anvendes i de forskellige politikredse og har mulighed for at reagere, hvis behandlingen anvendes i videre omfang, end myndigheden finder forsvarligt.
Et væsentligt kritikpunkt ved den gældende ordning har været, at den alene omfatter adfærdsklager og ikke dispositionsklager. Dispositionsklager inden for strafferetsplejen skal i dag behandles af statsadvokaten, mens klager over dispositioner uden for strafferetsplejen behandles af Rigspolitichefen. Sondringen mellem adfærd og disposition er ikke ganske klar. Dette er naturligvis ikke heldigt, når den er afgørende for, hvem der skal behandle klagen.
Principielt eller sprogligt er adfærden vel den faktiske opførsel og dispositionen ofte beslutningen om denne adfærd. Et klassisk eksempel er en klage over politiets anvendelse af unødvendig meget magt ved en anholdelse. Spørgsmålet om magtanvendelsens lovlighed afgøres af statsadvokaten og politiklagenævnet, mens spørgsmålet om anholdelsesbeslutningens lovlighed afgøres af statsadvokaten. Det virker noget kunstigt, at den myndighed, der afgør, om anholdelsen er lovligt udført, skal afgøre dette spørgsmål uden at skele til, om anholdelsen overhovedet var lovlig. Og problemet bliver ikke mindre, hvis politiklagemyndigheden skal afgøre adfærdsklagen, og statsadvokaten klagen over anholdelsesbeslutningens ulovlighed.
I august 2008 udvidede ministeriet udvalgets kommissorium til også at omfatte en vurdering af, om klager over politiets dispositioner uden for strafferetsplejen bør indgå i et eventuelt nyt klagesystem. Udvidelsen var begrundet med henvisning til presseomtalen af borgeres klager over, at politiet i nogle konkrete sager havde undladt at efterkomme borgeres begæring om, at politiet rykkede ud for at hjælpe personer i nød. Kommissorieudvidelsen kom så sent, at spørgsmålet måtte behandles forholdsvis hurtigt. Der er tale om både dispositioner truffet af politidirektøren og af andre med ledelsesbeføjelser, enten på politigården eller ude i marken, ligesom der kan være tale om dispositioner foretaget ude i marken af polititjenestemænd uden ledelsesbeføjelser, f.eks. en beslutning om at anvende hunde i forbindelse med ophævelse af en ulovlig demonstration.
Er beslutningen truffet af en anden end politidirektøren, kan den påklages til denne, og politidirektørens afgørelse af klagesagen eller politidirektørens egne dispositioner kan påklages til Rigspolitichefen.
Udvalget fik oplyst, at der ikke var eksakte tal for specielt dispositionsklager, men at det samlede antal klager i 2006 og 2007 var i alt 1.900 inkl. adfærdsklagerne, der i 2007 udgjorde 489 sager. Rigspolitiet skønnede, at der årligt er blevet indgivet 60-70 klager til Rigspolitiet vedr. politiets dispositioner uden for strafferetsplejen. Udvalget fandt det ikke tilrådeligt at inddrage dispositionsklager generelt under politiklagemyndigheden. Dels ville sagsantallet blive forøget ganske betydeligt, men nok så relevant er det, at afgørelse af disse sager ofte vil være forbundet med et betydeligt polititaktisk og ledelsesmæssigt skøn. F.eks. vil afgørelsen af, om politiet i en given situation burde være rykket ud, let kunne resultere i en vurdering af politikredsens vagtcentraler og prioriteringen af politiets ressourcer på et meget generelt plan. Denne sagsbehandling adskiller sig radikalt fra behandlingen af adfærdsklager, og en behandling i politiklagemyndigheden af disse klager ville medføre behov for en anden bemanding end den af udvalget forudsatte.
Udvalget stod herefter tilbage med problemet om de sager, hvor det er uheldigt at skille dispositionen fra udførelsen af den, f.eks. anholdelsens lovlighed fra lovligheden af gennemførelsen af anholdelsen. Dette problem er søgt løst ved udkastets § 1019 q, hvorefter politiklagemyndigheden kan behandle og afgøre en klage over en disposition, som politiet har truffet, hvis der er en naturlig sammenhæng mellem dispositionsklagen og den adfærdsklage, som politiklagemyndigheden behandler. Det vil typisk dreje sig om dispositioner, som er truffet af den indklagede polititjenestemand, men dette er ikke noget direkte krav. Reglen vedrører både dispositioner i og uden for strafferetsplejen, således nævnes i udvalgets bemærkninger til bestemmelsen politiets dispositioner i forbindelse med tvangsindlæggelse efter psykiatriloven.
Der er ikke foreslået ændringer i reglerne om beskikkelse af advokat for klager og for indklagede. Under advokaternes beføjelser foreslås indført en udtrykkelig regel i § 1019 j, stk. 6, om, at retsmøder med indenretlig afhøring så vidt muligt skal aftales med de beskikkede advokater, som har adgang til at overvære de forklaringer, der afgives også af andre end deres klient, ligesom de har ret til at stille spørgsmål til andre end deres klient. Reglen er en bevidst fravigelse fra ordningen i almindelige straffesager, hvor bistandsadvokaten efter rpl. kap. 66 a ikke har ret til at stille spørgsmål til andre end sin klient. Udvalget påpeger i denne forbindelse, at der er forskel på en klagesag og en straffesag (s. 177).

Behandlingen af straffesager
Antallet af straffesager mod politipersonale i tjenesten er fra 1997 til 2007 steget fra 289 til 651. En betydelig del af stigningen vedrører hastighedsovertrædelser, og ser man på de forholdsvis få sager, hvor der har været grundlag for tiltale (ca. ¼ af sagerne), vedrører 80 % af disse sager, hvor automatisk trafik kontrol (ATK) har registreret hastighedsovertrædelser. I de sidste 5 år er der ifølge Rigsadvokatens oplysninger i alt rejst tiltale i 10 sager vedr. overtrædelse af straffelovens voldsbestemmelser. 7 af sagerne endte med frifindelse, 2 med strafbortfald, og en sag må altså være endt med idømmelse af straf.
Som nævnt er den væsentligste ændring, at straffesagerne efter udkastet efterforskes af Den Uafhængige Politimyndighed og ikke af statsadvokaterne, mens tiltalespørgsmålet fortsat afgøres af statsadvokaterne med adgang til at klage til Rigsadvokaten.
Når politiklagemyndigheden mener, at sagen er færdigefterforsket, sendes den til statsadvokaten med en redegørelse for efterforskningen og de relevante faktiske omstændigheder i sagen. Det er ikke meningen, at sagen skal fremsendes med indstilling vedr. tiltalespørgsmålet og evt. udkast til anklageskrift. Det er formen, når politidirektøren sender en nævningesag til statsadvokaten, men proceduren er her anderledes, da der er tale om to selvstændige myndigheder. Således bestemmes i forslaget til § 1020 e, stk. 2, at politiklagemyndigheden kan skrive sin vurdering af de fremkomne beviser. Udvalget har her skelet til lov om undersøgelseskommissioner (s. 210).
Efter denne lov kan en undersøgelseskommission med en dommer som formand kun foretage retlige vurderinger til belysning af, om der er grundlag for at drage nogen til ansvar, i det omfang dommeren finder det retssikkerhedsmæssigt forsvarligt, § 4, stk. 5. Når der er skelet til denne bestemmelse, skyldes det, at formanden for rådet ifølge forslaget er en landsdommer. Dommerstanden finder det af forståelige grunde betænkeligt at lade en dommer stå i spidsen for et organ, der skal afgive indstillinger om tiltalerejsning. Redegørelsen forudsættes ikke offentliggjort ved fremsendelsen, men det forudsættes, at anmelderen, mistænkte og sigtede polititjenestemænd underrettes om sagens fremsendelse til statsadvokaten. Videre nævnes s. 211, at statsadvokatens afgørelse bør indeholde oplysning om politiklagemyndighedens eventuelle vurdering af bevisernes vægt.
Ønsker statsadvokaten yderligere efterforskning, kan han efter § 1020 e, stk. 3, anmode politiklagemyndigheden om denne. Det er forudsat, at der intet er til hinder for, at politiklagemyndigheden før fremsendelsen af sagen tager kontakt til statsadvokaten eller omvendt, men efterforskningen styres af politiklagemyndigheden. Udvalget har i erkendelse af, at der i disse sager er tale om en ny samarbejdsform, været forsigtig med at fastsætte for firkantede og detaljerede regler og har overladt den mere detaljeprægede regulering til praksis. På et punkt har man dog klart begrænset politiklagemyndighedens kompetence. Efter rpl. § 749, stk. 1, kan politiet afvise en anmeldelse, hvis der ikke er grundlag for at indlede efterforskning. Denne kompetence er i politisagerne naturligt henlagt til politiklagemyndigheden. Efter rpl. § 749, stk. 2, kan politiet, hvis der ikke er rejst sigtelse, indstille efterforskningen, hvis der ikke er grundlag for at fortsætte den. Hvis der er rejst sigtelse, kan politiet alene indstille efterforskningen, hvis sigtelsen har vist sig grundløs, jf. § 721. De beføjelser, politiet efter § 749, stk. 2, har også i statsadvokatsager, er i forslaget ikke overført til politiklagemyndigheden, men forbeholdt statsadvokaterne, jf. § 1020 d, stk. 2. Rent praktisk betyder dette, at politiklagemyndigheden i disse håbløse sager skal sende sagen til statsadvokaten, der skal behandle spørgsmålet og dernæst sende sagen tilbage til politiklagemyndigheden. Dette giver uvægerligt en forlængelse af sagsbehandlingstiden og et klart signal om mindre tiltro til politiklagemyndigheden end til politiet, jf. min mindretalsudtalelse s. 191 ff.
Reglerne om beskikkelse af advokat foreslås ikke æn¬dret, og forslaget henviser derfor til rpl. kap. 66 for sigtede og kap. 66 a for forurettede. Dog fremhæves i § 1020 g og § 1020 h, at retten også kan beskikke forsvarer og advokat, såfremt særlige grunde taler herfor.
En i praksis meget væsentlig ændring er, at størstedelen af de nuværende straffesager mod politifolk foreslås undtaget fra det nye system. Efter forslagets § 1020 b skal politiklagemyndigheden ikke behandle sager vedr. hastighedsovertrædelser, hvor 1) den pågældende erkender sig skyldig, 2) overtrædelsen ikke skønnes at ville medføre anden sanktion end bøde eller betinget frakendelse af førerretten, og 3) overtrædelsen ikke berører tredjemand. I disse tilfælde har udvalget ganske enkelt fundet det unødvendigt at involvere politiklagemyndigheden. Det samme gælder overskridelse af hastighedsgrænser under udrykningskørsel i et køretøj, der enten er mærket med politiets kendetegn eller med synlige udrykningssignaler. Ved tilsvarende overskridelser i et køretøj uden disse kendetegn skal sagen sendes frem til politiklagemyndigheden til efterforskning. Er politiklagemyndigheden ikke enig med politiet i, at der forelå udrykningskørsel, sendes sagen frem til statsadvokaten til afgørelse af tiltalespørgsmålet. Med denne begrænsning finder udvalget, at der ikke er betænkeligheder ved at holde udrykningskørsel uden for politiklagemyndigheden. Som nævnt er der efter udbredelse af den omtalte ATK tale om et meget stort antal sager.

Erstatningssager
Sager om en borgers krav på erstatning for tab som følge af et politiindgreb har tiltrukket sig meget ringe interesse i tidligere danske betænkninger om politiklager og i udenlandske betænkninger om samme emne.
I Politikommissionens betænkning om politilovgivning afgav Eva Smith og jeg en mindretalsudtalelse om, at den, der påstod at have lidt et tab ved politiets indgreb efter politiloven, burde ligestilles med den, der havde et erstatningsansvar på grund af politiets indgreb inden for strafferetsplejen. Forslaget gik konkret ud på, at denne borger skulle have samme processuelle fordele som den borger, der efter almindelige erstatningsregler – typisk culpa – rejser et erstatningskrav i anledning af en strafferetlig forfølgning og ikke selv skal anlægge sagen, men gøre kravet gældende over for anklagemyndigheden.
Hvis anklagemyndigheden ikke accepterer kravet, kan den erstatningssøgende begære kravet indbragt for retten. Erstatningssøgende skal således ikke selv anlægge sagen. Det påhviler anklagemyndigheden.
Der kan beskikkes en advokat for erstatningssøgende. Flertallet i Politikommissionen fandt – meget opportunt – at spørgsmålet om at indføre en tilsvarende processuel fordel for den, der søger erstatning pga. indgreb uden for strafferetsplejen, faldt uden for kommissionens kommissorium, og at spørgsmålet i givet fald burde overvejes i et andet regi.
Politiklageudvalgets forslag vedr. indenretlig behandling af erstatningskrav findes i § 1020 l:
»Erstatningskrav, der rejses af en person, der er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt, eller af nære pårørende til en person, der er afgået ved døden som følge af politiets indgriben, eller mens afdøde var i politiets varetægt, behandles på begæring efter fremgangsmåden i Kapitel 93 a«
Reglen er placeret i forslaget til kap. 93 c om straffesager mod politiet, men det er ikke, fordi reglens anvendelse er betinget af, at der er indledt efterforskning pga. mistanke om, at nogen politimand har begået et strafbart forhold.
Området for reglens anvendelse svarer til § 1020 a, altså de sager, hvor politiklagemyndigheden pga. sagens alvor skal iværksætte efterforskning, uanset om der er nogen formodning om strafbart forhold.
I to meget omtalte af disse sager – Tilst-sagen og Løgstør-sagen (refereret s. 68-72) – er der ved Vestre Landsret anlagt almindelig civil sag mod det offentlige, der møder med Kammeradvokaten. Disse sager kunne nok være begæret indbragt for retten i medfør af den gældende § 1018 h, da kravene udspringer af strafferetlig forfølgning. Allerede i U 1983.637 Ø fastslog landsretten – modsat byretten – at erstatningskrav pga. invaliditet efter påkørsel af en vejspærring etableret af politiet som led i en anhold¬elsesaktion kunne prøves efter § 1018 h. Se også U 2003.1442 Ø, der behandlede krav om torterstatning pga. skud under anholdelse efter § 1018 h, og betænkningen s. 55 f. Det er naturligvis i orden, hvis de erstatningssøgende vælger den civilprocessuelle løsning frem for at anvende § 1018 h-fremgangsmåden. I U 2001.2262 Ø fastslår landsretten, at borgere kan vælge civil sag i stedet for § 1018 h-proceduren. Men en gennemgang af hidtidige parallelle erstatningssager efterlader et indtryk af, at der måske har været tvivl om, hvorvidt disse sager kan begæres indbragt for retten efter kap. 93 a-reglerne.
Sandsynligvis er bestemmelsens konkrete anvendelse ikke drøftet tilstrækkeligt i udvalget. Tages bestemmelsen efter ordlyden, skal erstatningskravet efter § 1018 e fremsættes over for anklagemyndigheden, senest to måneder efter at indgrebet er ophørt, da der jo ikke foreligger nogen sigtelse. Det vil være uheldigt, om kravet skal behandles af statsadvokaten samtidig med, at politiklagemyndigheden behandler sagen efter den foreslåede § 1020 a, stk. 2.
Det har ikke været udvalgets hensigt, at der skulle foretages to parallelle undersøgelser af faktum: en hos politiklagemyndigheden og en hos statsadvokaten. En nærliggende mulighed er at skrive i bestemmelsen, at kravet skal indgives, senest to måneder efter at politiklagemyndighedens afgørelse foreligger. Udvalget har, så vidt jeg erindrer, ikke drøftet det videregående spørgsmål, om kravet burde kunne rejses over for politiklagemyndigheden i forbindelse med indgivelsen af klagen. I betragtning af, at det omtalte erstatningsansvar vedrører sager uden for strafferetsplejen, burde det måske være overvejet, om afgørelsen af dette ikke snarere burde træffes af politiklagemyndigheden. Det har jo egentlig ingen forbindelse til statsadvokat og anklagemyndighed. Der er tale om et krav, som efter de gældende regler hører under Rigspolitichefen. Disse forhold fortjener nok en overvejelse i ministeriet, før lovforslaget eventuelt fremsættes. Med den foreslåede bestemmelse er der ikke længere tvivl om, at borgerne i disse meget alvorlige sager kan begære domstolsprøvelse. Der vil jo her altid være et muligt erstatningskrav.
Den fordelagtige processuelle mulighed medfører automatisk advokatbeskikkelse. Det er endog i stk. 2 foreslået, at statskassen afholder udgifterne hertil uanset sagens udfald. Ordningen medfører også, at der, hvis sagen tabes af borgeren, ikke skal betales sagsomkostninger til modparten.
Ordningen vil ikke nødvendigvis medføre merudgifter, da anklagemyndigheden selv fører sagen i retten. Dette vil sandsynligvis være billigere end den nuværende praksis, hvor Kammeradvokaten møder. Forslaget er også begrundet med, at netop denne alvorlige type klagesager har vist sig at kunne versere i det nuværende klagesystem (med krav om fornyede undersøgelser) endog meget længe. Tilst-sagen og Løgstør-sagen vedrører hændelser fra 2001 og 2002 og har som nævnt ikke fundet deres afslutning endnu. Realistisk bedømt vil i visse af disse tilfælde kun en domstolsbehandling kunne medføre fuld tillid til afgørelsen. Politiklagemyndigheden vil kunne oplyse en klager om denne mulighed, og det vil sandsynligvis medføre, at disse sager i fremtiden ikke vil få så lang behandlingstid i det administrative system. Et forhold, der i dag er med til at mindske befolkningens tillid til klagesystemet.

Den foreslåede regel er alene en processuel regel og ansvarsgrundlaget påvirkes ikke af, om erstatningssagen føres som civil sag eller efter kap. 93 a, jf. s. 248. Det vil sige, at ansvaret er et culpaansvar, men s. 57 anføres, at der i sager om ulovlig magtanvendelse og ved tredjemandsskader vil være tale om en streng culpabedømmelse, men ikke et objektivt ansvar.
Hvis klageren har et erstatningskrav, der ikke vedrører politiets forårsagelse af den pågældendes død eller alvorlig skade, kan dette krav ikke kræves domstolsprøvet efter den foreslåede nye bestemmelse i § 1020 l, men hvis skaden er tilføjet i forbindelse med strafferetlig forfølgning, sandsynligvis stadig efter § 1018 h. Dette gælder bl.a. mindre erstatningskrav, der udspringer af indgreb under anholdelse. Spørgsmålet er ikke direkte omtalt i betænkningen, men der er intet, der tyder på, at udvalget har ønsket at begrænse erstatningssøgendes ret i forhold til gældende ret.

Polititjenestemændenes oplysningspligt
Når man læser betænkningen, efterlades man med et indtryk af, at det hele handler om, at befolkningen ikke har tilstrækkelig tillid til upartiskheden i det nuværende klagesystem, fordi befolkningen mener, at statsadvokaterne er for sammenspist med politiet, og fordi befolkningen enten ikke kender politiklagenævnene eller anser deres rolle for uvæsentlig.

Det væsentlige er altså at få etableret et organ, der kan skabe tillid, fordi det er uafhængigt af politi, anklagemyndighed og ministerium. Dette er der selvfølgelig også god ræson i. Men det kunne jo drøftes, om befolkningens manglende tillid til systemet alene bunder i befolkningens uvidenhed.
Det kunne overvejes, om det er afgørelsernes indhold, der medfører den manglende tillid.
Når befolkningen mener, at statsadvokaterne er partiske, kan dette måske skyldes, at nogle af sagernes behandling og afgørelse ikke har været overbevisende. Det er svært at få en diskussion om dette tema i et forum med en sammensætning som udvalgets. Og i det hele taget er det svært at gennemføre en sådan diskussion i et udvalg. Det er ikke stedet for analyse af fejlkilder i enkelte konkrete sager.

Et af de væsentlige praktiske problemer ved behandlingen af politiklager er at få fastlagt, hvad der rent faktisk er foregået. Undertiden er det alene klageren og den indklagede, der ved dette. I så fald bliver det let den enes ord imod den andens.
I nogle tilfælde er der flere politifolk, der har overværet episoden. Det eneste, der i de gældende regler står om politifolkenes pligt til at medvirke til sagens oplysning, er § 1019 d om, at indklagede ikke har pligt til at afgive forklaring til statsadvokaten, såfremt forklaringen antages at ville udsætte indklagede for straf- eller disciplinæransvar.
Heraf kan nok sluttes, at hvis dette ikke er tilfældet, har indklagede pligt til at medvirke til sagens oplysning, og vel også, at kolleger, som måtte have overværet episoden, har samme pligt til at give oplysninger. Pligten kan nok i det gældende system begrundes med en – om end lidt usikker – konstruktion om polititjenestemandens pligt til at udtale sig til overordnede.
Det er vist velkendt for den, der beskæftiger sig med disse sager, at kollegerne til den indklagede ofte er meget lidt villige til at bidrage til sagens oplysning, især hvis de føler, at indklagede risikerer en strafferetlig eller disciplinær sanktion.
Flertallet har ikke ønsket nogen videre behandling af dette problem, som efter min opfattelse klart er en af grundene til den manglende tillid til nogle af afgørelserne. Udvalget nævner s. 176, at der har været situationer, hvor det har virket uheldigt, at det ikke har været muligt at finde frem til, hvilken af flere polititjenestemænd, der har foretaget en bestemt strafbar handling, men at det må fastholdes, at polititjenestemænd – ligesom alle andre – ikke har pligt til selvinkriminering.
Dette er jeg naturligvis ikke uenig i. Problemet er blot ikke selvinkriminering, men ganske enkelt, at vanskelighederne ofte skyldes, at de polititjenestemænd der ikke selv risikerer noget, undlader at medvirke til sagens oplysning. Om deres oplysningspligt er betænkningen nærmest tavs.
Men flertallet finder, at det er en dommer, der skal tage stilling til, om en polititjenestemænd har pligt til at udtale sig, således at der må laves en indenretlig afhøring, hvis en polititjenestemand ikke vil udtale sig. En dommers opgave er at anvende loven, og man kan normalt ikke undlade at regulere et område ved at henvise til domstolene. Det, dommeren skal afgøre i et sådant tilfælde, er, om der er vidnepligt efter retsplejelovens almindelige regler og ikke andet.
Flertallet har efter min opfattelse hermed konfirmeret politiforbundets opfattelse af, at polititjenestemænd i klagesager skal ligestilles med almindelige borgere, selv om andre offentligt ansatte har udtalepligt over for overordnede i disse tilfælde.
Det er forståeligt, at der på et område som udvalgets tages vidtgående hensyn til polititjenestemændenes retssikkerhed, men den er ikke i spil her, hvor det drejer sig om oplysningspligt uden for selvinkrimineringstilfældene. Det er ikke med til at øge tilliden til de fremtidige undersøgelser i politiklagemyndigheden, at flertallet ikke vil være med til at foreslå, at de nævnte polititjenestemænd som udgangspunkt har pligt til at medvirke til politiklagemyndighedens undersøgelser.
Flertallet henviser s. 176 til, at offentligt ansattes pligt til at udtale sig bl.a. er beskrevet i vejledningen »God adfærd i det offentlige«, 2007. Problemet er her behandlet på ganske få linjer s. 34 f. Her anføres, at spørgsmålet er reguleret vedr. tjenestemandsforhør og undersøgelseskommissioner. Dernæst anføres, at spørgsmålet er, hvad der gælder for almindelige undersøgelser. Det anføres, at udgangspunktet naturligvis er, »at offentligt ansatte er forpligtet til at give relevante oplysninger om deres tjenstlige forhold bl.a. til deres overordnede«.
Problemet er her, at politiklagemyndigheden – modsat statsadvokaten – ikke kan betragtes som polititjenestemændenes overordnede. Lovgiver interesserer sig en del for signalværdien af lovgivningen. Her er signalet klart: polititjenestemænd har ikke som andre offentligt ansatte pligt til at medvirke til opklaring af, om en klager har ret.

Personligt ansvar eller myndighedsansvar i klagesager
Det er påfaldende, at mens klager over andre dele af den offentlige administration rettes mod afgørelsen og myndigheden, der har truffet afgørelsen, rettes klager mod politiet typisk mod den enkelte politimand. Kapitel 93 b hedder således: »Behandling af klager over politipersonale« og ikke »klager over politiet« eller »politiets adfærd«.
Denne forskel har sandsynligvis 3 følger:
Den ene er, at der nok er et strengere beviskrav for at dømme en person end en myndighed. Den anden følge er, at det er sværere at få sagen oplyst på grund af selvinkrimineringsproblemerne og på grund af indklagedes kollegers ringe vilje til at medvirke til at oplyse disse sager. Disse to følger medfører, at klageren har sværere ved at få medhold, end hvis der var tale om en myndighedsklage.
Den tredje følge er, at polititjenestemænd i forhold til andre offentligt ansatte har en betydelig overrisiko for at ifalde et personligt ansvar, det være sig disciplinært eller strafferetligt.
Det i denne sammenhæng interessante spørgsmål er, om der kan siges noget om, at det personligt rettede klagesystem har medført, at klagere, der burde have fået medhold, ikke har fået det.
Jeg har ingen sikker mening om besvarelsen af spørgsmålet, men man kan måske blive klogere ved at studere erstatningssager. Langt de fleste erstatningssager er anlagt mod det offentlige.
Mest kendt blandt disse er U 1996.353 Ø (Benjamin-sagen), hvor anholdte i politiets varetægt fik hjertestop i 7 minutter og meget alvorlig hjerneskade. Det offentlige blev dømt til at betale erstatning, fordi de anholdende politibetjente burde have opdaget og reageret tidligere på anholdtes livløshed.
Domstolene har i flere af erstatningssagerne pålagt det offentlige erstatningspligt. Man må gå ud fra, at disse domme hviler på en culpabetragtning, muligvis med en forholdsvis streng culpabedømmelse. Det i forhold til politiklagesystemet væsentlige spørgsmål er, i hvilket omfang personer, der ikke har fået medhold i en klagesag, senere har fået tilkendt erstatning. Det er naturligvis ikke heldigt, hvis klager afvises i sager, hvor domstolene senere finder et erstatningsgrundlag i form af culpa. Men det kan meget vel tænkes, at der er idømt erstatning i sådanne sager.
Forklaringen kan selvfølgelig være domstolenes større objektivitet end de hidtidige politiklagesystemers, men det kan også skyldes, at der er tale om to forskellige prøvelser. Politiklagesystemet retter sin undersøgelse mod indklagedes adfærd, hvorimod domstolene ser mere bredt på, om politimyndigheden har handlet uagtsomt. Som nævnt findes der ingen forskning om dette og heller ingen tilgængelig statistik. Det er selvfølgelig beklageligt, men som ovenfor nævnt måtte udvalget konstatere, at erstatningssagerne ikke har tiltrukket sig større opmærksomhed.
Hvis det er en rigtig hypotese, at en borger ved domstolene lettere kan få medhold i, at politiet har handlet culpøst end i en klagesag, er der ikke grund til at undre sig over, at befolkningens tillid til klagesystemet er begrænset. Det skyldes i givet fald reglerne om, hvad der kan prøves i klagesager, og ændres ikke ved ændring af klageorganer.

Konklusion
Politiklageudvalgets væsentligste forslag er anbefalingen af en helt ny af både politiet, anklagemyndigheden og justitsministeriet uafhængig myndighed til at undersøge og afgøre politiklager og til at efterforske straffesager. Også forslaget om, at de alvorligste sager med dødelig udgang eller alvorlig legemsskade kan begæres prøvet ved domstolene, er væsentlig. Endelig foreslås den i praksis udviklede notitssagsbehandling lovreguleret og udvidet i overensstemmelse med klagerens ønsker.

Efter min opfattelse er forslagene egnet til at øge tilliden til, at klager over politiet bliver behandlet upartisk og grundigt. Spørgsmålet er, om det er nok til at standse kritikken af afgørelserne af politiklager. Det er godt med et uafhængigt organ, men udvalget har ikke taget stilling til flere af de væsentlige problemer:
Hvordan kan man få politifolkene til at medvirke mere loyalt til sagernes oplysning, og hvorfor afskæres politiklagemyndigheden i visse tilfælde fra at give den klager medhold, som meget muligt vil få medhold i en erstatningssag, hvor domstolene kan foretage en bredere bedømmelse, end politiklagemyndigheden kan efter forslaget?

This entry was posted on Thursday, December 10th, 2009 at 10:43 and is filed under News. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.