Advokat Claus Bonnez, formand for KRIM, er en stærk og vedholden kritiker og revser af den danske politiklageordning, som han gang på gang i medierne fremhæver som på flere områder værende i strid flere internationale love og regler.

Politiklage.dk bringer her et 20 minutter langt dybdegående radiointerview med Claus Bonnez.

 

Klik her for at lytte til Politiklage.dk’s interview med forsvarer Claus Bonnez

Politiklage.dk bringer herunder nogle af hovedpunkterne i Claus Bonnez og KRIM’s pointer og kritik vedrørende den danske politiklageordning

Klager over politiet – Retsplejelovens kapitel 93 b og c – menneskerettighedsdomstolens beviskrav
Kommer personer til skade som følge af politiets magtanvendelse, skal en medlemsstat efter fast praksis hos den europæiske menneskerettighedsdomstol sandsynliggøre, at magtanvendelse i det valgte omfang var nødvendig. Praksis, som er vist med mange eksempler i Landsforeningen KRIMs database, viser, at det ofte er svært for medlemsstaterne at løfte denne bevisbyrde, og at de derfor ofte dømmes for krænkelse af EMRK artikel 2 eller artikel 3.

Se som eksempel sagen Necdet Bulut mod Tyrkiet, der har app. nr. 77092/01, og som blev afgjort ved EMD den 20. november 2007.

Klager om politivold skal undersøges grundigt og normalt domstolsprøves – selv med bagatelagtige skader
I afgørelsen Trajkoski mod den tidligere Jugoslaviske republik, Makedonien, (sagsnummer 13191/02) afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 7. februar 2008, fandt EMD, at vidner, som klageren havde bedt om at få ført, burde være afhørt. Statsadvokaten og retten havde kun afhørt de indklagede polititjenestemænd. EMD fandt, at EMRK artikel 3 var krænket. EMD fandt det ikke bevist, at skaderne på klienten hidrørte fra overdreven magtanvendelse, idet forskellige lægeudtalelser på afgørende måde modsagde hinanden. Det var således alene manglen på effektiv efterforskning, der førte til, at artikel 3 ansås for krænket. Klageren havde fået ganske få og meget overfladiske skrammer efter at være blevet smidt ud fra forhallen på en politistation.

I sagen Afanasyev mod Ukraine, afgjort den 5. april 2005 under sagsnummer 38722 af EMD gjorde klageren gældende, at han under afhøring hos politiet var blevet slået adskillige gange. Han blev løsladt efter 3 dages fængsling og blev undersøgt af en læge 3 dage efter episoden. Han blev senere undersøgt flere gange. Ved en af undersøgelserne fandt læge, at skaderne kunne være påført klageren som påstået af denne. Klageren havde været sigtet for bedrageri. Da han efter løsladelsen erfarede, at medgerningsmanden havde erkendt, erkendte han sig også skyldig og blev senere dømt for bedrageri.

EMD fandt at der var sket en krænkelse af artikel 3, idet myndighederne ikke kunne godtgøre, at skaderne ikke var påført klageren af politifolk (se afgørelsens §§ 59-66).

Endvidere fandt EMD, at der var sket en krænkelse af artikel 13 på grund af utilstrækkelig efterforskning i anledning af klagen. EMD udtalte i afgørelsens § 76: “EMD bemærker, at de nationale myndigheder som følge af klagen indledte en overfladisk undersøgelse og kun afhørte de personer, som klageren havde fremsat sine beskyldninger imod. Myndighederne tog polititjenestemændenes benægtelser for pålydende og nægtede at indlede straffesag mod dem på trods af klagerens udtalelser og de skader, som det var ubestridt, at han havde”.

Uoverensstemmelse mellem tekniske beviser og politifolks forklaringer (bevisvurdering ved EMD)
I sagen Necdet Bulut mod Tyrkiet, sagsnummer 77092/01, blev Tyrkiet ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 20. november 2007 dømt for krænkelse af EMRK artikel 3 for at have skudt mod en person, der var blevet såret i benet som følge af skuddet.

Politimanden hævdede, at at han skød mod personen, der skulle anholdes, fordi denne angiveligt havde skudt mod betjenten. Af § 26 i afgørelsen fremgår det blandt andet, at EMD fandt det bemærkelsesværdigt, at kuglens retning indikerede, at klageren ikke havde ansigtet mod politifolkene, da han blev ramt. EMD fandt således, at klageren næppe havde skudt mod politifolkene i det øjeblik, hvor betjenten havde skudt, som denne havde hævdet. EMD udtalte om dette nærmere: “Finally, the Court also finds it noteworthy that the bullet trajectory indicates that the applicant was not facing towards the police officers when he was hit (see paragraph and that consequently he could not have been shooting at the police officers, at least at that precise moment, as the Government suggested.”

Vægtningen af politifolkenes benægtelser under sager mod politifolk
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har i mange år fulgt det udgangspunkt, at domstolen overlader bevisbedømmelsen til national ret. I de senere år har domstolen dog i sager, hvor Domstolen har undersøgt, om EMRK. artikel 2 eller EMRK. artikel 3 kan være krænket, i meget vidt omfang foretaget en egentlig bevisvurdering. I Zelilof mod Grækenland (app. nr. 17006/03) fandt EMD anledning til at kritisere bevisvurderingen i et tilfælde, hvor en medlemsstats domstole havde lagt mere vægt på nogle polititjenestemænds forklaring end på nogle borgeres forklaring, da borgerne skulle straffes for vold mod politiet. I denne sag udtaler EMD blandt andet, at der ikke var anvendt samme standarder ved bedømmelsen af politifolkenes og af de civiles forskellige forklaringer om, hvad der var foregået. EMD kritiserede blandt andet, at de nationale myndigheder havde lagt vægt på, at de civiles forklaringer kunne være et led i en taktik i forhold til den ventende straffesag mod dem. EMD fandt, at politifolkene kunne have haft en tilsvarende interesse i at udtale sig taktisk i forhold til en mulig disciplinærsag mod dem. Domstolen fandt, at de nationale myndigheder ikke havde noget grundlag for at konkludere, at de civiles forklaringer var mere “subjektive” end politifolkenes. (afgørelsens § 60).

I sagen Muradova mod Azerbaijan, som Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) afgjorde den 2. april 2009 under sagsnummer 22684/05 udtaler EMD sig meget klart om nationale myndigheders pligt til ikke at overvurdere betydningen af vidneudsagn fra polititjenestemænd, der er indklaget for vold mod borgere, eller som er kolleger til indklagede polititjenestemænd.

I sagen Dzwonkowski mod Polen, sagsnummer 46702/99, afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 12. april 2007, fandt EMD, at der var sket en krænkelse af artikel 3. Den 13. juni 1997 var politiet blevet tilkaldt, fordi nogle unge mennesker lavede uro foran en døgnkiosk. Da politiet ankom, forsøgte nogle af de tilstedeværende, herunder klageren, at undløbe. Politiet fik anholdt klageren.

Klageren havde efterfølgende fået brud på næsen, hånden, kæben og ved siden af sin højre øjenhule. Han klagede efterfølgende og påstod, at han havde været udsat for vold fra politiet. Politifolkene hævdede, at de kun havde anvendt den fornødne magt til at passivisere klageren. to af klagerens venner understøttede klagerens påstand om, at politiet havde slået ham.

Lægelige udtalelser kunne ikke udelukke, at skaderne var opstået som forklaret af klageren. De kunne på den anden side ikke udelukke, at skaderne kunne være opstået som forklaret af politiet.

EMD kritiserede blandt andet, at de nationale myndigheder tillagde udsagn fra politifolkene om, at klageren havde påført sig selv skaderne ved at slå hovedet ned mod en kantsten, nogen vægt, idet en sådan adfærd fra klageren efter EMDs opfattelse forekommer usandsynlig, idet skadernes antal talte mod, at noget sådant skulle være sket (§ 64).

I § 65 kritiserede EMD, at anklagemyndigheden “betingelsesløst” lagde politifolkenes forklaringer til grund for en afgørelse uden at tage hensyn til det forhold, at de havde en åbenbar interesse i sagens udfald og i at minimere deres eget ansvar.

EMD fandt, at både den materielle del og den processuelle del af artikel 3 var krænket. EMD henviste som sædvanligt til, at bevisbyrden hviler på medlemsstaten, når en borger, der ikke har fysiske skader, inden denne frihedsberøves af myndighederne, har sådanne ved løsladelsen. Kan medlemsstaten ikke løfte bevisbyrden, anses artikel 3 for krænket. Endvidere ansås medlemsstatens efterforskning af episoden ikke for tilstrækkelig omhyggelig, hvorfor artikel 3 også af denne grund var krænket.

Krænkende kropsvisitationer
I Wieser mod Østrig, der har app. nr. 2293/03, og som blev afgjort af EMD den 22. februar 2007, anså EMD artikel 3 for krænket i en sag, hvor en borger var blevet helt afklædt, da han skulle kropsvisiteres for våben i sit eget hjem forud for en anholdelse. Medlemsstaten havde givet ham erstatning og anerkendt en krænkelse af artikel 3, fordi han ikke havde fået lov til at skifte tøj, efter at klageren havde tisset i bukserne som følge af forskrækkelse over anholdelsen.

Politiets brug af håndjern
Folketingets Ombudsmand har i FOB.1995.182 taget stilling til en sag, hvor Landsforeningen KRIM klagede over, at Gladsaxe Politi benyttede håndjern under transport af en indsat, uden at der forelå konkrete holdepunkter, som kunne begrunde dette. Gladsaxe Politi modtog i udtalelsen kritik fra ombudsmanden, der blandt andet fandt, at der ikke forelå “det fornødne grundlag” for politiets beslutning.

I afgørelsen “Mouisel mod Frankrig (app.nr. 67263/01 fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, at der forelå en krænkelse af EMRK, artikel 3, i et tilfælde, hvor håndjern var anvendt, uden at der var konkrete grunde til at antage, at der forelå “significant danger of his absconting or resorting to violence” (§ 47).

18. marts 2008 har Folketingets Ombudsmand under journalnummer 2007-0149-611/CBR afgjort en sag, hvor Landsforeningen KRIM havde klaget over, at Østjyllands Politi i Randers den 25. september 2006 benyttede et såkaldt “transportbælte” under transport af en kvindelig varetægtsfange mellem Arresthuset i Aalborg og Retten i Randers. Ombudsmanden rejste kritik af politiet og statsadvokaten i den konkrete sag, fordi begge efter ombudsmandens opfattelse ikke havde gjort sig tilstrækkeligt bekendt med reglerne om brug af håndjern og transportbælte. Af afgørelsen kan forudsætningsvist udledes, at ombudsmanden næppe skelner mellem håndjern og transportbælte.

Dødsfald i politiets varetægt, under anholdelse mv.
Grækenland blev den 8. januar 2009 i sagen Leonidis mod Grækenland, sagsnummer 43326/05, anset for at have krænket Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2. En ung mand, der skulle anholdes af det græske politi, gjorde ifølge politiet, da han skulle belægges med håndjern, et pludseligt udfald mod en af betjentene. Betjentes tjenestepistol gik af ved en fejl, og den anholdte afgik ved døden. Den unge mand havde ifølge politibetjenten stukket en hånd ind under sin jakke under flugt til fods, og det havde betjenten, der løb bag ham, tolket således, at manden ville fremdrage et våben. Derfor havde betjenten taget pistolen frem og havde peget på den unge mand men uden at skyde. Det var således på grund af den unge mands pludselige udfald, at våbenet ved en fejl gik af.

De græske myndigheder rejste straffesag mod politimanden, der dog blev frifundet. Den unges pårørende rejste erstatningskrav mod staten ved de nationale domstole og fik tilkendt erstatning, idet man fandt, at betjenten havde handlet skødesløst. EMD fandt, at der var sket en krænkelse af artikel 2’s substantielle del, idet betjenten under de konkrete omstændigheder ikke burde have taget våbenet frem. Grækenland blev derimod frifundet for krænkelse af artikel 2’s krav om effektiv undersøgelse, idet undersøgelsen ved de nationale myndigheder havde været tilstrækkeligt effektiv. Der var dissens fra en dommer, som fandt, at undersøgelsen ikke havde været tilstrækkelig omhyggelig, og at artikel 2 derfor også af denne grund var krænket. Klageren fik ikke tilkendt godtgørelse, idet EMD fandt, at godtgørelsen tilkendt ved de nationale domstole (80.000 EUR) var tilstrækkelig. EMD fandt, at han havde fået rimelig oprejsning ved konstateringen af, at der var sket en krænkelse. Også i denne sag præciseres det, at udbetaling af godtgørelse ikke er tilstrækkelig for en medlemsstat til at undgå, at der statueres krænkelse af artikel 2, hvis ikke der også har været en effektiv undersøgelse af omstændighederne ved dødsfaldet, og hvis ikke der er foretaget en strafferetlig undersøgelse mod politifolk, der kan mistænkes for strafbart forhold.

I en anden sag ved EMD (Ognyanova og Choban mod Bulgarien – sagsnummer 46317/99) fra 2006, hvor det er uvist, om en anholdt, der var afgået ved døden i politiets varetægt, var faldet ud af vinduet eller var blevet skubbet ud af vinduet, medens han var til afhøring på 3. sal på en politistation, lægger EMD blandt andet vægt på, at den ene af de tilstedeværende polititjenestemænd havde en fordel (”gain”) ved at hævde, at der var tale om selvmord eller en ulykke. Blandt andet fordi polititjenestemændene havde ændret forklaring flere gange under sagens efterforskning, fandt EMD, at EMRK. artikel 2 var krænket. I § 110 kritiserer EMD, at medgerningsmanden, som havde stået ved afhøringsværelset, da episoden fandt sted, kun blev afhørt en gang af de indklagede myndigheder, idet han er “det eneste vidne, som ikke er ansat i politiet”. Bemærkningerne i § 110 er svære ikke at forstå således, at vidneudsagn, der kommer fra personer uden tilknytning til politiet, bør tages alvorligt, i sager, hvor der foretages undersøgelser mod polititjenestemænd, idet sådanne vidner ikke kan antages at have samme interesse i sagens udfald som de implicerede polititjenestemænd.

Kritik af den danske politiklageordning
Europarådets menneskerettighedskommissær har i 2004 og igen i 2007 i Memorandum to the Danish Government af 11. juli 2007 udtalt kritik til den danske regering af, at politiklageordningen i Danmark ikke er tilstrækkelig effektiv, og at undersøgelserne af klager over politiet ikke foregår i et forum, der er tilstrækkelig uafhængig af politiet.

This entry was posted on Saturday, December 19th, 2009 at 16:24 and is filed under News. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.